Flov leder af norsk grænsetjeneste: »I panik gør man ting, som giver sår, som det vil tage mange år at hele«
Tusindvis af nordiske borgere har mistet tilliden til, at deres politiske ledere vil stå vagt om den nordiske pasfrihed, som det indtil for få år siden ville være nordeuropæisk helligbrøde at bryde. I rekordstort antal søger danskere, finner, nordmænd og svenskere ekstra statsborgerskaber og pas i forsøg på at krydse de nordiske landegrænser, som indtil 2015 stod åbne for broderfolkene. Men som flygtningekrisen og pandemien har lukket ned.