Først hører jeg mine genboer grine af ’Paradise Hotel’. Senere lyder der en stønnen
Sommerens baggård er sanselig. Jeg kan høre, se og lugte mine naboer, men aldrig på samme tid. Jeg tæller årstiderne med mine åbne vinduer og stiller mit indre ur med gårdens lyde, skriver Ibyens klummeskribent.