Yderligere 44.350 er smittet med corona – antallet af indlagte falder
Det seneste døgn er der registreret 44.350 nye coronatilfælde, oplyser Statens Serum Institut lørdag. De smittede er fundet på baggrund af 171.254 PCR-prøver, hvor man bliver podet i svælget for coronavirus. Andelen af smittede blandt de testede – den såkaldte positivprocent – er dermed 25,90.Det er tredje dag i træk, at antallet af smittetilfælde falder. Det hidtidige højdepunkt blev nået onsdag 9. februar med 55.120 tilfælde. Tallet kan dog godt være endnu højere, da nogle smittede ikke udvikler symptomer og ikke bliver testet.Det seneste døgn er antallet af indlagte med corona faldet med 54 til 1.316 personer. Det er langtfra alle, der er indlagt på grund af coronavirus. Sundhedsstyrelsen oplyste fredag, at antallet af indlagte med alvorlig coronarelateret luftvejssygdom er faldet til mellem 200 og 250 hen over de seneste 14 dage.3.609.111 personer har fået det tredje vaccinestik – det svarer til 61,4 procent af befolkningen. Sundhedsstyrelsen meddelte fredag, at man ikke vil udbrede et fjerde vaccinestik.Forventer at se fald over hele linjen om et par ugerDet giver god mening, vurderer professor i vaccinedesign Camilla Foged, Københavns Universitet.»Vi står et godt sted i epidemien. Smitten er faldende i Østdanmark, men stadig stigende i Vestdanmark. Vi kan se, at smitten specielt er faldende blandt børn. Jeg tror, det er et spørgsmål om et par uger, og så vil vi se et fald over hele linjen. Og så har vi sæsoneffekten fra foråret med os«, siger hun.Professoren kan godt forestille sig, at et fjerde vaccinestik kan komme på tale til efteråret til de ældste og mest sårbare. På linje med en influenzavaccine.Der er registreret yderligere 37 coronarelaterede dødsfald. Det er dødsfald, der er sket inden for en periode på 30 dage, fra personen er testet positiv for covid-19. Corona er ikke nødvendigvis dødsårsagen.Det seneste døgn er der også foretaget 90.593 lyntest, som er dem, hvor man bliver podet i næsen. Men de smittede herfra indgår ikke i smittetallene grundet usikkerhed om resultatet. Regeringen har tidligere meddelt, at der vil blive skruet betydeligt ned for testkapaciteten. Fra 6. marts vil det således være slut med at kunne få lavet lyntest på det offentliges regning.